Flæskestegssandwich på Aarhus Stadion

En del af en traditionel stadionoplevelse de fleste steder i Nordeuropa, er at skulle fortære den berømte stadionpølse.
Sådan er det også i Aarhus, hvor øl og mad desværre alt for ofte har været det eneste positive ved en tur på stadion for at se De hvi’e.
Nu er der også kommet flæskestegssandwich på menuen.

Selv har jeg længe udtrykt ønske om at der blev skruet lidt op for de gastronomiske muligheder på stadion.
Ikke at der er noget i vejen med en god klassisk stadionpølse, men af og til er det rart at have alternativer.
Alle der har været stadions i Tyskland eller England, ved at det ikke behøver at være så kompliceret at tilbyde andre ting end stadionpølse.
Nu har de ædeansvarlige i ‘GF endelig udvidet sortimentet på stadion. For os der ikke kan få nok svinekød, er det tilmed glædeligt at konstatere, at der er tale om en flæskestegssandwich.
I forbindelse med en pokalkamp under festugen, havde jeg medbragt tom mave og lysten til noget andet end stadionpølse.
Der var ikke trængsel ved mad og ølboderne til sådan en pokalkamp mod et Aalborgensisk hold fra den femte bedste danske række, så jeg kom omgående til i boden.

Flæskestegssandwich Aarhus Stadion
Til min overraskelse lå der allerede en flæskestegssandwich færdigpakket og klar til mig.
Det var naturligvis rart med hurtig betjening, men risikoen ved at færdigpakke, er at sandwichen kommer til at ligge så længe, at temperatuen går af den.
Min sandwich var derfor ikke ovnvarm, men havde heldigvis stadig en fin temperatur til at kunne nydes.

Det stod fra første bid klart at der var tale om et stykke mørt og godt flæskesteg der var puttet i sandwichen.
Selv den ældre generation af GF’ere, der måtte have mistet et par tænder i vilde jubelscener i midt-80erne eller ved værtshusslagsmål i Jægergårdsgade, burde kunne tygge sig igennem dette stykke svin.
Der var to stykker af den gode steg i sandwichen. Det må så nødvendigvis også betyde at der skal være to stykker sværd i bollen, men der var ikke to hele sværd i den sandwich.
Nu kan undertegnede godt selv finde på at rage til sig og tage flere stykker flæskesværd fra stegen end jeg tager skiver af steg, men det er ikke i orden når jeg selv bliver udsat for denne frækhed!

Madbod Ceres Park
Boden fanget kort før slutfløjt, hvor den var lukket ned.

Bollen der pakkede flæskestegen ind var en rimelig standard sesambolle, men den gik faktisk fint i spænd med stegen.  Tilbehøret bestod af syltede agurker og rødkål. Sidstnævnte var en simpel men god og saftig rødkål, der bidrog positivt til smagsoplevelsen og sørgede for at det hele ikke blev for tørt og gled nemt ned.

Samlet set er der tale om en ganske hæderlig flæskestegssandwich. Du kan formentlig finde en bedre i byen og det er naturligvis ikke en storgastronomisk oplevelse du køber, men det er heller ikke hvad der bør forventes på et fodboldstadion.  Flæskestegssandwichen er et godt svinsk alternativ til grillpølsen og matcher også fantastisk til en stor fadøl. Spis den før Duncan gør det.

Aarhus Stadion, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C.
Hjemmesiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *