Svinegode toast i Aarhus hos Toast It
Der er kommet toast til byen og ikke af den slags du kender fra din lokale idræthals café, men en langt mere avanceret én af slagsen.
Stedet der serverer de nye gourmettoast hedder Toast It og åbnede i december sidste år. Toast It kan med lidt god vilje kaldes for en Toast-Joint.
I min tid på diverse kollegieværelser er der røget ikke så lidt toast ned i mavesækken.
Det var den nemme og billige løsning i studietiden, hvor festbudgettet naturligvis fyldte markant mere end madbudgettet.
Dagens studerende i samme situation vil nok også vide, at der i den lokale discoutbutik kan købes ingredienser til 10 styk parisertoast for cirka 25 kroner.
Jeg havde dog en vis forventning om at Toast It kunne præstere en noget højere standard end hvad jeg dengang kunne udrette med Nettos hvedetoast, folieost og vandpumpede skinkeskiver. Jeg blev ikke skuffet.
Toast It ligger i Klostergade, i den ende der ligger længst væk fra Domkirken.
Jeg ankom onsdag ved 17.30 tiden, så det var planen at lade måltidet på Toast It udgøre min aftensmad denne dag.
Med åbningstider der hedder kl. 11-19 alle ugens dage, er stedet nok nærmere påtænkt dem der skal have en nem frokost eller et fyldigt mellemmåltid, men som den grænsesøgende rebel jeg er, så var jeg da bare ligeglad og kaldte det min aftensmad (Se mig Yahya Hassan, jeg kan også være en badass)
Svinske muligheder og shakes
Der er seks forskellige toast at vælge imellem på Toast It. De to af dem er vegetarudgaver, så de var selvklart udelukket, selvom jeg da ikke vil påstå at grillet aubergine ikke er noget som Grisebassen her nok kunne få klemt ned med velbehag.
Der er dog også hele to toastmuligheder hvor svin indgår. Herligt!
Og så endda helt uden hjælp fra Randers kommune.
Den ene svinske mulighed er gourmetversionen af parisertoast, som blandt andet indeholdte fransk landskinke. Den anden svinske version var med porchetta og lød bestemt også god.
For en sjælden gangs skyld valgte Grisebassen at gå udenom den smagfulde gris.
Toast It kunne nemlig også byde på en Beef’n’ Double cheese toast eller med andre ord; en moderne gourmetudgave af den gamle klassiske cowboydertoast.
Denne gamle klassiker som jeg har fortærret i utallige idrætshaller og på flere festivalpladser måtte jeg simpelthen smage i gourmetudgaven.
Blandt drikkevarer var der mulighed for at bestille både kaffe, the, saft og sodavand, men der var også en række interessante milkshakes, så Grisebassen skulle selvfølgelig svine sig til på ypperste vis.
Jeg er ikke den store gris efter chokolademilkshakes, men da Toast It fristede med en Nutella-milkshake, så lød det alligevel for fristende til at jeg kunne ignorere det.
Bestillingen kom derfor til at lyde på en Beef’n’Double cheese toast og en Nutellashake. Betalt med mobilepay, som stedet foretrækker fremfor betalingskort.
Surdejsbrød og chilikompot
Der er 16-18 siddepladser på Toast It inklusiv en række barstole ved en disk, og der var kun 8-9 sidende gæster mens jeg var der, så jeg fandt et bord at sætte mig til rette ved.
En toast må dog i særdeleshed siges at være noget der kan tages med på farten og spises i hånden, så havde der været optaget på siddepladserne var der ingen skade sket.
Der gik under 10 minutter førend jeg fik serveret toast og nutellashake.
Der er meget langt fra studietidens kvadratiske hvedebrødstoast og så til denne velvoksne grillede surdejstoast der nu lå foran mig.
Toasten bestod af to store stykker surdejsfranskbrød og imellem de stykker var der saftigt krydret oksekød, cheddar, lagret havarti, løg og chilikompot.
Den havde fået en god tur på grillen, så brødet var perfekt lysebrunt og sprødt.
Blandingen af det krydrede oksekød og den smeltede ost føltes guddommelig i munden, og så fungerede smagen af chilikompotten virkelig godt og gav toasten en ekstra og overraskende dimension.
Mæthedsfaktoren af denne toast var også godkendt. Sådan en toast holder dig ikke mæt resten af dagen, men du kan holde dig fint kørende i flere timer.
Jeg havde tilmed min nutellashake til at toppe op med og det hjalp naturligvis også på det.
Nutellashaken var lige præcis så god som den lød. En kaloriefornøjelse.
Der blev aldrig kvalmsød som jeg frygtede, men havde en god afstemt balance mellem nutella og vanilieis.
Som det muligvis kan fornemmes, så kaster jeg min svinske begejstring over dette sted.
Toast It er en gave til Aarhus’ og tilmed en gave alle kan komme i nærheden af.
Jeg betalte Kr. 50, for min toast. Hvis man kan nøjes med en flaske sodavand til toasten, så tager de kun 15 kroner for den hos Toast It
Der kan altså spises og drikkes for sølle kr. 65,- hvis man ønsker det. Så der er ikke rigtig nogen grund til ikke at give Toast It et forsøg.
Toast It, Klostergade 68, 8000 Aarhus C.
Hjemmesiden