En svinesti på Havnens Perle
Den sidste lørdag i februar var en af den slags lørdage, hvor kroppen hungrede efter frisk luft og mad mod tømmermænd.
Den er god nok, Grisebassen havde været på druk igen og nu var det tid til at pleje kroppen med et svinsk måltid. Her kom bøfsandwichen på Havnens Perle ind i billedet.
Det var indrømmet ikke nogen spontan tur på Havnens Perle. Jeg havde fået fat i en af de her billige sweetdeals, der gjorde at jeg kunne få to bøfsandwich og en stor gang pomfritter til halv pris.
Betingelserne i sweetdealen gjorde dog at denne lørdag var absolut sidste chance for at bruge mit dealbevis inden det udløb.
Normalt forstår jeg ikke at byens spisesteder gider at hoppe med på deals fra sweetdeal, downtown og hvad alle de her dealsites nu hedder.
Hvis et spisested laver god nok mad, burde det være unødvendigt at sælge ud til halv pris, samtidig med at dealsitet også tager en stor luns af pengene.
Mine oplevelser med disse deals har da også været meget svingende og primært til den dårlige side.
Der er alt for mange småfuskere og yderst tvivlsomme spisesteder, der vælger at bruge dealsites som deres indkomstgrundlag.
Nuvel, jeg kender heldigvis Havnens Perle fra flere tidligere besøg og stedet har en nærmest legendarisk status i Aarhus, så jeg var ikke utryg ved at skulle benytte denne sweetdeal.
Det der gjorde mig lidt nervøs var om der her på sweetdealens sidste dag ville være overrendt af folk, der ligesom mig også skulle have denne deal afviklet.
Ventetid og glemt bestilling
Jeg allierede mig med min ven Behandleren, der ligesom jeg også var endt i samme bunke ølflasker natten forinden, og derfor så nogenlunde ligeså miserabel ud som jeg.
Mine bange anelser holdt desværre stik og der var kø, da vi efter en gåtur med frisk byluft ankom til Havnens Perle.
Langt størstedelen skulle have bøfsandwich via sweetdeals, og på trods af at der var 5-6 mennesker på arbejde, så gik betjeningen yderst trægt.
De ansatte piskede godt nok rundt i køkkenet, men selv en eftermiddagskø på Borgerservice ville have føltes hurtigere end betjeningen ved disken denne lørdag.
Efter et kvarters tid kom vi endelig til. Fik afleveret dealbeviset. Bestilt to store colaer. Fundet os en siddeplads.
Og så gik tiden ellers igen, alt imens vi kunne følge det ene sultne møgøre efter det andet afhente deres bøfsandwich, mens vores udeblev.
I den tid bemærkede vi at der var utrolig beskidt på alle bordene og på stedet. Personalet have givetvis en usædvanlig travl lørdag eftermiddag, men det var lidt foruroligende hvor lang tid der gik imellem at der kom en og fik ryddet af bordene efter de spisende kunder.
Selv en Grisebasse gider ikke spise i en svinesti.
Da vi efter 20 minutter kunne se folk, der var ankommet efter os, afhente deres mad, så begyndte en lille klokke at ringe.
Mistanken var god nok – vores bestilling var forsvundet, glemt, borte.
“Kan du huske hvem der tog imod bestillingen?” spurgte tøsen bag disken da vi henvendte os.
Og nej, det kunne vi ikke. Prøv med en nedringet bluse, hvis I vil efterlade et indtryk som to tømmermændsramte trætte gamle drenge skal fremkalde igen.
Danmarks tidligere bedste
Efter endnu lidt ventetid fik vi dog vores mad uden yderligere afhøringer.
Bøfsandwichen på Havnens Perle er blevet kåret som Danmarks bedste i 2012 og 2014.
Den er før blevet kritiseret for at være for fattig med sovsen og den kritik har jeg været forholdsvis enig i.
Da bøfsandwichen kom på bordet, kunne jeg dog med det samme konstatere at den kritik er blevet taget til efterretning.
Der manglede bestemt ikke sovs, og generelt så det ud til at den havde fået lidt mere volumen, siden jeg smagte den sidst.
Bøffen – som trods alt er den vigtigste ingrediens i en bøfsandwich – var der ikke en finger at sætte på.
Den var saftig og frisk i smagen som sådan en bør være.
Sovsen kunne godt have haft en lidt højere temperatur, men det er helt afgjort en god tyk sovs, så det er lækkert at de endelig har fået mere af den på tallerkenen.
Der var som skrevet rigeligt med fyld i, men når det kommer til ketchup og sennep var der efter min mening alt for meget i.
Jeg formoder deres ketchup og sennep er en almindelig pølsemandsversion fra plastflaske, og især sennep af den slags bidrager efter min mening ikke positivt i en bøfsandwich.
Senneppen tager smagsfokus fra agurkesalaten og de forskellige slags løg, og gør derved smagen af disse til en lidt ordinær oplevelse.
Stod det til Grisebassen her, skruede de ned for i hvert fald sennep, men også gerne ned for deres ketchup.
Det bør være de hjemmelavede ingredienser der skal dominere smagen, og ikke middelmådigt indhold fra plasticflasker.
På trods af en hæderlig bøfsandwich, så var helhedsoplevelsen dog ikke så god denne lørdag på Havnens Perle, når service og betjening medregnes.
Ja, jeg kunne have ladet været med at trække min sweetdeal til sidste dag hvor hele pøblen møder op, og Ja, Havnens Perle er en Grillbar og ikke en restaurant med fuld service.
Men lidt almen rengøring og bordafrydning ville nu stadig have klædt stedet, der trods alt kalder sig “Dansk Diner” og inviterer til at spise på stedet.
Dertil vil et køligere overblik i travle perioder heller ikke skade helt.
Havnens Perle, Sverigesgade 5, 8000 Aarhus C.
Hjemmesiden