Påskefrokost på Teaterbodega

Skærtorsdag var Teaterbodega udset til målet for en påskefrokost for ti mere eller mindre voksne mænd.
Mit altid velfriserede grisefjæs var i blandt denne flok, der skulle besøge dette gamle hæderkronede sted i hjertet af Aarhus.
Den eneste der på forhånd var sikkert ved menuen, var at den skulle peppes op med rigelige mængder af snaps.

Teaterbodega i Skolegade lige ved Bispetorv har efterhånden mange år på bagen som en del af restaurationsmiljøet i Aarhus.
I 1959 får Teaterbodega sit navn, men inden da har det siden 1911 heddet Torvecaféen, så der er tale om et sted med over 100 år på bagen.
Det er da heller ikke ungdommen der har vundet indpas blandt personalet. Venlige og noble herrer i læderveste tager imod vores store selskab og anviser os vores borde, da vi efter nogle timers opstart på et af Skolegades værtshuse indfinder os på Teaterbodegaen.
Selvom det kan være nok så rart at se på nogle unge pyntede trunter, så vil det i Teaterbodegaens omgivelser virke forkert og historieløst at en eller anden tilfældig sabbatårs tøs skulle servere sild og snaps på stedet, inden hun med rygsæk ville fordufte til Nepal for at finde sig selv.
Om indretningen i Teaterbodega også er 100 år gammel må jeg lade stå uskrevet, men sikkert er det at de har valgt at holde sig til en helt gammelklassisk dansk indretning med brune træpaneler, tunge duge på bordene og musselmalet porcelæn.
Overalt på er de brunetræpaneler prydet med billeder af danske skuespillere og enkelte andre berømtheder.
Flere af billederne er fra naboen Aarhus Teaters scener og skuespillere fra flere generationer hænger på væggene.  Mange af dem har også været gæster på Teaterbodega.

Teaterbodega indenfor
Lokket til en forret
Vi blev hurtigt enige om at der skulle en omgang fadøl på bordet sammen med nogle gode flasker snaps.
Øludvalget var dog begrænset til de store bryggeriers klassiske og lidt intetsigende fadøludbud.
Omgivelserne her på på Teaterbodega indbød ellers til muligheden for at prøve nogle af de mere lokale mikrobryggerier.
Det ville en ølmand som jeg have sat pris på, men jeg måtte nøjes med en Royal fadøl i denne omgang.
Efter øl og snaps var kommet på bordet,  var det meningen at vi skulle forsætte direkte til bestilingen af hovedret, men tjeneren mente bestemt at vi skulle nuppe en omgang tarteletter til forret.
Der var bred enighed om at det skulle vi ikke, men så foreslog tjeneren at vi kunne nøjes med en enkelt tartelet hver at starte ud på.  Det gjorde udslaget og vendte stemningen, tjeneren havde os i sin hule hånd.
Alle mand fik én tartelet serveret til forret.  Snedige gamle rad.

Teaterbodegaen tartelet
Efter en ganske velsmagnede, men forholdsvis standard udført tartelet, stoppede det dog  med ensretning i vores bestilling.
Der var mange forskellige ønsker til hovedretten, så tjeneren fik rigeligt at notere sig.
Jeg gik målrettet efter stedets pariserbøf, mens wienerschnitzel, kalvemørbrad og stegt flæsk var blandt nogle af de andre i selskabets ønsker.
På trods af de mange forskellige bestillinger, fik vi alle ti mand vores mad på stort set samme tid.
Særdeles god præcision.

Fra Paris til fromage
Som en løve over en nedlagt gazelle på den afrikanske savanne kastede jeg mig med stor appetit over pariserbøffen og blev kun afbrudt af nogle påtvungne skålerier i snaps fra mit efterhånden højrøstede selskab.
Jeg havde på forhånd sikret mig at flasken med porsesnaps var indenfor rækkevidde, da det så klart er undertegnedes favorit på Teaterbodega.
Parisbøffen kan kun beskrives som særdeles klassisk og yderst god.
Det er ikke første gang jeg kastede mig over pariserbøffen på stedet her og jeg er endnu ikke blevet skuffet.
Kødet er som det skal være på en parisbøf, hvilket vil sige saftigt men en anelse nærmere gennemstegt end mediumstegt som det også bør være i denne danske klassiker.
Der var derudover rigeligt med hakkede rødbeder, hakket løg samt kapers til at hælde over herligheden.
Skal der indvendes noget mod pariserbøffen, så må det være at den godt måtte fylde 20 procent mere for virkelig at mætte en rigtig mand.  Det kan godt være at visse grønne partier taler for mindre kød i hverdagen, men de skal lukke deres tofubefængte beskidte munde og lade Grisebassen her passe sit eget.
Der blev af samme grund også plads til en omgang dessert for nogle af selskabets drenge.
Her valgte jeg citronfromagen, der var pyntet op med jordbær og chokolade. En god luftig citronfromage af den slags der skiller forår fra vinter.

Citronfromage Aarhus

En rom som punktum
Vi takkede nej til at slutte den herlige frokost med kaffe, men da tjeneren luftede idéen om et glas rom, var vi nogle der lod os lokke til en sådan afslutning, på trods af rigelige mængder af snaps under hele frokosten.
Så inden længe kunne jeg synke frokostens mange indtryk ned med en 25 års Ron Zacapa.
Det havde været en herlig påskefrokost og Teaterbodegaen lagde endnu engang en god ramme om ti fyres mindre charmerende udskejelser.
Det er herligt at opleve den faglige stolthed og kundepleje som de erfarne tjenere lægger i deres arbejde på Teaterbodegaen.
Det er også denne fornemme service i de historiske rammer, der skal få Teaterbodega til at skille sig ud fra mængden, for Aarhus har efterhånden fået et pænt antal steder, hvor de formår at lave god klassisk dansk mad.
Pariserbøffen må høre til blandt de bedste her i byen, men eksempelvis tarteletten er set udført med mere kærlighed og autenticitet andre steder i midtbyen.
Den noble service og det historiske vingesus er alene argument nok til at indtage en god frokost på Teaterbodega, men du går nu heller ikke forgæves hvis du samtidig gerne vil forkæles med en god dansk frokost af den slags som både unge og gamle sætter pris på.
Gud bevare Danmark!

Teaterbodegaen i Skolegade

Teaterbodega, Skolegade 7, 8000 Aarhus C.
Hjemmesiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *