Tømmermændstricket på Café Vestergade

For et års tid siden blev Grisebassen introduceret til en god kur mod tømmermænd på Café Vestergade, og nu er tiden blevet moden til at dele den på Spisgrisen.
Café Vestergade er en  klassisk café, hvor folk socialiserer over en kop kaffe eller et glas øl,  men de har også et fransk inspireret spisekort der gemmer på den franske klassiker Croque Madame.

Forrige lørdag var en helt klassisk en af slagsen, hvor Grisebassen vågnede op og var ramt af fredagsøllenes kedelige eftervirkninger.
Heldigvis er der råd mod den slags, og et af de bedste råd mod dette er et besøg på Café Vestergade, der serverer en stabil Croque Madame.
For de knap så fransk indviede, så er en af de mest almindelige cafésnacks i Frankrig en Croque Monsieur, der er lavet af to gode skiver brød, hvori du som hovedingrediens putter kogt skinke og ost.
Lyder det bekendt?  Det er det også.
En eller anden ukendt dansker har engang været på besøg i Paris og ladet sig inspirere af deres mad, hvorefter vedkommende har syntes at en Croque Monsieur skulle introduceres i Danmark som en Parisertoast.
Det var dengang alting var hipt hvis bare det kom fra Paris.
Denne opfindsomme dansker glemte dog at introducere luksusudgaven af den franske Croque Monsieur, som indebærer at der kommer et spejlæg ovenpå herligheden.
Der er er dog nok mange danske studerende, der er glade for at de ikke skal slå æg ud i deres toastmaskine.

Café Vestergade facade
At nedgøre en Croque Madame til blot at være en parisertoast med et æg ovenpå, vil dog få Prins Henrik til at rejse sig fra graven, tømme en flaske Merlot og knuse den tomme flaske i kraniet på den der drager sådan en sammenligning.
Mest af alt fordi parisertoastens ry i Danmark er lidt tarveligt og bringer associationer til madudvalget på Vorebasse marked.
En rigtig Croque Madame skal laves af gode stykker brød, gerne hjemmebagt og dyppet i æg, og osten skal være Emmentaler eller Gruyére.   Salt og peber skal krydre den og så er det ikke unormalt at smøre en mornaysauce i brødet.
Men nok om opskrifter – det lader vi kokkene om. Grisebassens mission er ikke at skabe mad, men at spise mad.

Croque Madamen er i selskab med en stor fadøl en fremragene måde at komme videre på, hvis du føler dig ramt af gårsdagens strabadser på værtshusene.
Øludvalget på Café Vestergade er ikke stort, men på fadølshanen har de blandt andet en Albani IPA, som er en ganske hæderlig humlet øl.

Tømmermændsmad
En Croque Madame er ikke stor gastronomisk kunst, men kombinationen af æg, brød og ost har aldrig slået fejl, når det gælder om at komme tømmermænd til livs.
Café Vestergades version af denne spise bliver serveret lækkert og præsentabelt, og der er blevet kælet for brødet, der har den helt rigtige smørstegte fornemmelse når du sætter tænderne i det.
Prisen er kun 70,- kroner på for sådan en avanceret parisertoast.
Det er ikke en pris der kan klages over når vi taler Aarhusianske Caféer.

Så næste gang du vågner med ondt i håret, tomme flasker på bordet og et telefonnummer på en sløj scoring, så ta’ du ned og plej dit jammerlige liv med en omgang Croque Madame og bliv god som ny!
Og send gerne Spisgrisen en kærlig og svinsk tanke for at have delt dette tømmermændstrick med dig.

Café Vestergade, Vestergade 42, 8000 Aarhus C.
Facebooksiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *