Skuffende stegt flæsk på Rådhus Kafeen

Forrige lørdag var en af den slags begyndende forårsdage, hvor hele verdenen lå for mine fødder.
En sådan dag hvor udsigten er fodbold på byens stadion og efterfølgende højt skum på værtshusene, bør naturligvis startes med et solidt måltid mad.
Behandleren og jeg havde, i selskab med to andre, udvalgt os Rådhus Kafeen til at lægge en god bund for resten af dagen.

Der var stuvende fuldt på Rådhus Kafeen, da vi trådte indenfor denne lørdag lidt over middag. Som navnet antyder ligger Rådhus Kafeen lige overfor byens Rådhus, og det så ud til at være et særdeles populært sted at indtage sin frokost på sådan en skøn lørdag.
Bordet var dog reserveret på forhånd, så der var heldigvis ingen grund til bekymring over de mange mennesker på stedet.
Der var hurtigt en tjener ved vores bord med menukort og få sekunder kunne vi bestille vores drikkevarer.
Jeg valgte noget utraditionelt for min person at bestille en stor cola, mens resten af forsamlingen holdte sig til de kolde fadøl.
Mit valg skyldtes hverken begyndende afholdenhed eller fine fornemmelser over at skulle drikke øl så tidligt, men derimod at kroppen var fyldt med lægeordineret pencillin, og at jeg derfor hellere måtte starte roligt ud på en dag, der havde udsigt til at blive lang.

Fire mand, tre retter
Vi fik efterfølgende afgivet vores bestillinger og gik direkte til hovedretten.  I vort firemands selskab var vi to traditionalister der kastede os over den klassiske stegte flæsk.
Det hyppige indtag af gris skal naturligvis passes.
Behandleren valgte at tage sig af stedets biksemad, mens sidste mands mave kaldte på en pariserbøf.
Det var efterhånden ved at være en del år siden at jeg havde fået stegt flæsk her på Rådhus Kafeen, så det skulle blive godt at stifte bekendtskab med den igen.
Ventetiden var yderst rimelig og efter et kvarters tid var maden at finde på vores bord på stort set samme tid, trods de forskellige bestillinger.
Tre skåle med henholdvis stegt flæsk, kartofler og persillesovs blev stillet på bordet til os to gæve guttere, der havde bestilt dette.
Efter at have øset fra skåle til tallerkenen, stod det dog hurtigt klart for mig, at denne stegte flæsk formenligt aldrig havde været i nærheden af en stegepande.

Rådhus Kafeen Stegt Flæsk i Aarhus

Knasende fornemmelse
Jeg er af den mening, at stegt flæsk skal have været forbi en pande for at det bliver bedst.
Helst skal hele processen foregå på en pande, men der kan også komme gode resultater ud af at forstege i ovnen og slutte af med stegning på panden.
Mange forfalder dog til den nemme løsning med bare at lade flæsket stege i ovnen, hvilket er den absolut dårligste løsning.
Det er desværre også den løsning Rådhus Kafeen har valgt, og det betød at alt for mange stykker flæsk var lige så knasende og tørre som flæskesvær.
Når du stikker en gaffel ned i et stykke stegt flæsk er det ikke meningen at det skal sprænge i flere stykker.
Det var ikke hele skålen der var jammerlig, for der var også saftige stykker imellem. Typisk de større stykker, der havde klaret turen i ovnen bedre end de mindre stykker.
God stegt flæsk skal dog være gennemgående, og ikke en tilfældig omgang i ovnen, hvor enkelte stykker vinder i lotteriet om at blive velsmagende.
Kartoflerne og persillesovsen kunne derimod godkendes. Sovsen kunne godt have været tykkere og mere kraftfuld i smagen, men alt i alt så var det en hæderlig persillesovs jeg kunne hælde på de perfekt kogte kartofler.
Rådhus Kafeen har samme ejere som Teater Bodega i Aarhus, men det er næppe den samme kok der står bag den stegte flæsk begge steder, for jeg har i hvert fald ved tidligere lejligheder fået god stegt flæsk på Teater Bodega.

Rådhus Kafeen facade

Efter vi havde spist vore respektive hovedretter valgte vi at afregne for denne gang og søge mod et af byens brune værtshuse for at indtage en kold dessert på flaske.
Biksemaden som Behandleren have valgt, var han ganske fornøjet over, og manden bag pariserbøffen sad også tilbage med et selvtilfreds smil.  Så der var langtfra tale om skuffelse over hele linjen.
Servicen på Rådhus Kafeen er der da heller ikke en finger at sætte på – den er både høflig og effektiv.  Så skræmt væk er jeg langt fra.
Men næste gang jeg har lyst til at sætte mine svineglade tænder i stegt flæsk, bliver Rådhus Kafeen utvivlsomt fravalgt.
Dette klassiske danske måltid findes væsentligt bedre andre steder i Aarhus.

Rådhus Kafeen, Sønder Allé 3, 8000 Aarhus C.
Hjemmesiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *