Tre skud fra London

På en netop overstået weekendtur til London skulle Grisebassen naturligvis smage lidt på den engelske mad.  Da besøgende på det britiske kontinent er sjældne, blev der i første omgang holdt fokus på det klassisk engelske.
Så her er tre skud fra Spis Grisen, som du kan tage med i din overvejelse næste gang du lægger vejen forbi London.

English Breakfast på Côte Brasserie
Søndag formiddag efter en aften med pæne mængder af øl, var der ikke noget der virkede mere tillokkende end en omgang klassisk engelsk morgenmad at starte dagen ud med.
Grisebassen og hans rejsekammerat Behandleren stødte hurtigt på Côte Brasserie, der ligger på Wardour Street, der er en sidegade til den kendte shoppinggade Oxford Street.
For 10 engelske pund, svarende til cirka 95 danske kroner, kunne vi på dette sted få en komplet engelsk breakfast med en kop kaffe og et glas friskpresset juice til.
Prisen var ikke urimelig – så vi slog straks til.

Côte Brasserie Breakfast
Måltidet levede op til de svinske forventninger, og med både bacon og svinepølse på tallerkenen  havde kreatøren dog også fået et nemt publikum at imponere.
Vigtigst af alt havde morgenmaden den ønskede funktion, at vi begge havde det markant bedre efter indtagelsen af svin, æg og sort kaffe.
Côte Brasserie er en kæde med flere caféer i London – og du kan trygt indtage din engelske breakfast her.
Stedets service var fin og imødekommende.  Ventetiden på det relativt simple måltid var en anelse lang, men til stedets forsvar skal det dog siges, at der også var mange mennesker ved bordene denne søndag formiddag.

Côte Brasserie, 124-126 Wardour Street, Soho, London W1F 0TY
Hjemmesiden

Fish and Chips på Bridge House Bar & Restaurant
Vi havde gået utroligt mange kilometer og set på de klassiske London attraktioner, da vi godt sultne stødte på The Bridge House Bar & Restaurant.
Stedet ligger placeret som et af de allerførste, når Tower Bridge krydses fra nord mod syd.
Som navnet antyder er det et sted du både kan spise, men også blot sætte dig ned og nyde nogle kolde øl mens du ser fodbold på stedets TV-skærme. 
Vores formål var dog mad og jeg havde på forhånd indstillet mig på en engelsk omgang Fish & Chips
Behandleren syntes dog på trods af over 25 kilometers gang og en hel dags frisk luft, at han hellere måtte køre en sundere linje, så han kastede sig sin kærlighed på noget kylling.

Bridge House Bar & Restaurant

Selvom Fish and Chips er en engelsk klassiker, så er det ikke mit livs bedste Fish and Chips jeg har fået.
Fritterne var på det jævne, mens fisken lå over gennemsnittet og havde fået en tilpas omgang i frituren.
Så der var klart tale om et fornuftigt måltid, men når jeg nu var på hjemmebanen for Fish and Chips havde jeg forventet en himmelsk London-oplevelse af den slags, som kun et Allan Simonsen mål på Wembley vil kunne have overtrumfet.
Igen var der dog ikke noget at sætte på servicen på stedet, og taget i betragtning af at Bridge House Bar ligger ved et af de mest turistede steder i London, så følte vi os på ingen måde fanget i en turistfælde.
Priserne matchede dem vi var stødt på alle andre steder i London.

Bridge House Bar & Restaurant, 218 Tower Bridge Road, London SE1 2UP
Hjemmesiden

En tosselækker burger på Red Dog Saloon
Det var fredag aften og Behandleren og jeg skulle se nærmere på den festlige del af området Soho.
Inden de engelske pints skulle kastes i halsen med samme fart som russiske misiler mod syriske terrorister, havde vi dog en mission om at få stillet en altoverskyggende sult.
Det var lidt tilfældigt at valget faldt på Red Dog Saloon midt i Soho, men det var en af de tilfældigheder, som mirakler er lavet af.
Maden på Red Dog Saloon er godt nok ikke klassisk engelsk – tværtimod er her tale om et spisested hvor kodeordet er USA
Maden er amerikansk, øllene er amerikanske og musikken der lød ud af højtalerne var ærkeamerikanske navne som Elvis Presley og Johnny Cash.
Englands og USAs køkken har dog den lighed, at de begge ligger langt fra den sunde linje og givetvis, af historiske grunde, også har ladet sig inspirere af hinanden.
Menukortet bød på både pulled pork, brisket, ribs, buffalo wings og så naturligvis en række af interessante burgere.

Red Dog Saloon Burger
Da denne Grisebasse i forvejen er svært burgerglad, burde det nok være overflødigt at skrive, at stedets burgere skulle inspiceres nærmere.
Valget faldt helt nøjagtigt på stedets Blue Cheese & Bacon burger.
Lad mig med det samme skrive, at her er tale om en af de bedste burgere jeg til dato har fået.
En greasy, slibrig og saftig burger med mere sexappeal end samtlige førsteårs studiner på Hillerød Handelsskole kan præstere tilsammen.
Bøffen i denne burger burde danne skole for hvordan bøffer i burgere skal være.
Den var en lækker saftig mediumstegt bøf med en sund rød farve indvendig.
Kødsaften nærmest væltede ud ved hver bid og skabte en afhængighed mellem mig og burgeren, som ikke engang heroinjunkier ville kunne forstå.
Fritterne der var med til burgeren var også lækre, men dog mere ordinære i forhold til den overdrevent lækre burger.

Red Dog Saloon in Soho
Besøget på Red Dog Saloon var indledningen til en bytur, så burgeren blev skyllet ned med en amerikansk Steambeer fra Anchor Brewing.
Det er en noget kedelig bryg der slet ikke matcher en så god burger, og jeg fortrød da også at jeg ikke kastede mig over en af stedets milkshakes.
Red Dog Saloon havde blandt andet end Banana-Peanutbutter shake, og hvis de er bare halvt så gode til milkshakes som til burgere, så er jeg sikker på at denne milkshake ville have sat prikken over i’et på dette måltid.
Ifølge oplysninger på stedets egen hjemmeside, ligger der i alt tre Red Dog Saloon på forskellige adresser i London, og det her er et sted du ikke må snyde dig selv for, hvis du er en sucker for gode burgere.
Hvis du ikke allerede elsker USA, håndvåben og usund mad, så vil du helt sikkert gøre det efter et besøg på Red Dog Saloon – og hvem havde troet man skulle til London for at genopdage amerika?

Red Dog Saloon, 20 Berwick Street, London W1F 0PY
Hjemmesiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *