En bolle med gris på Torvegrillen
Velkommen til Torvegrillen – Grisebassens egen hjemmebane.
Når et sulten svin kun bor et stenkast fra Vesterbro Torvs lokale grillbar, så er stedet ofte den nemme løsning når aftensmaden skal klares
Indtil sidste sommer hed Vesterbro Torvs grillskur for Grill-House og var gennem 11 år ejet af en fyr ved navn Kioumars.
Man skal mange år tilbage førend der ikke har ligget enten et grillskur eller en pølsevogn på Vesterbro Torv og denne tradition fortsætter.
Kioumars er godt nok forsvundet, men hans Grill-House har fået ny ejer og har skiftet navn til Torvegrillen.
Med ganske få tricks ser det også ud til at kundeskaren er vokset efter den nye ejer overtog.
Grillskuret er blevet peppet op med en mindre makeover, samt fået installeret en flok yndige og venlige primaduller bag disken.
Det virker banalt, men det virker på os i grillmadsegmentet, der er til salg for en fyldig mås og et sødt smil.
Cocio og kongehus
Torsdag var mit seneste besøg på Torvegrillen.
En enkelt herre var i gang med at putte en ristet hotdog i munden med samme hast og ynde som Oliver Bjerrehuus snaver Nikita Klæstrup i gulvet med, men derudover var jeg eneste kunde, så jeg kunne fluks gå til bestillingen.
Det blev det sædvanlige. En ribbensandwich og en cocio.
Den kombination har bragt mig megen glæde ved tidligere besøg.
Svin og chokolademælk er trods alt også den vigtigste del af kostpyramiden for alle raske drenge.
Indretningen på Torvegrillen er ‘klassisk dansk grillbar’ med høje barstole foran grillbarens disk.
Ekstra Bladet og BT ligger fremme, så sammen med dine hotdogs og pomfritter, kan du helt uden at skamme dig, sluge tvivlsomme historier fra nogle af landets tarveligste skriverkarle.
Ydermere hænger et foto af den kongelige familie på væggen og skuer storsmilende ud på stedets gæster.
Nogle vil måske mene at det ikke er kongefamilien værdigt at være hængt op i røgen fra ristede pølser og burgerboller, men jeg er overbevist om at i hvert fald Prins Henrik vil nikke anerkendende over placeringen på Torvegrillen.
Velkommen i skuret
Maden denne torsdag levede atter engang op til Torvegrillens solide standard.
For ud over at stedet altid er rent og indbydende, og at dullerne bag disken er venlige og servicemindede – så er maden dansk grillbarmad når det er bedst.
Så der var naturligvis endnu engang saftig ribbensteg med sprøde svær i bollen og rødkålen var så saftig og frisk som den slags nu kan være uden at være hjemmelavet.
Kr. 58,- måtte jeg slippe for ribbensandwich og cocio – det er i den grad til at overkomme.
Hvis du finder dig selv på det hektiske Vesterbro Torv kan du med andre ord roligt tage på Torvegrillen og stille din sult, samt få dig en snak om verdensituationen med betjeningen.
Selvom du træder ind på min hjemmebane, så er der nok plads til os begge, så længe du ikke er sådan en træls Thomas Vinterberg type, der ikke kan spise en rød pølse uden at have behov for at tage afstand til dig selv.
Desserten kan du i øvrigt med fordel indtage 30 meter derfra på værtshuset Hjorten, der byder på kolde anretninger fra grønne kasser.
Torvegrillen, Vesterbro Torv 17, 8000 Aarhus C.