Smørrebrød på første klasse

Det danske smørrebrød er blevet et varemærke, som  mange turister forbinder med deres besøg i Danmark.
Efterhånden er vi dog kommet så godt med på gourmetscenen, at nogle givetvis også forbinder Danmark med fine dining og michelinstjerner.
På F-Høj i Grønnegade kan du få kombinationen af begge dele.
F-Høj har godt nok ingen michelinstjerner, og kommer som deli næppe i betragtning til det, men det er michelinkokken Wassim Hallal fra Frederikshøj, der er manden bag F-Høj.

Fredag den 15. januar lige over middag besøgte jeg (atter engang) stedet, for at få maven fyldt inden fredag eftermiddag og aften skulle bruges på arbejde.

Smørrebrødet har altid været en del af mit liv og min forståelse af almindelig dansk mad.
Der var smørrebrød i madpakken i de første mange år af folkeskolen, og der var smørrebrød på bordet til stort set hver eneste frokost i hjemmet.
Her kunne far og børn sætte sig til rette ved frokostbordet og vente på mutters anretning.
Det er nogle år siden, og sidenhen har feminister og andre hysteriske personer ødelagt glæden ved den kønsrollefordeling.   Skam over dem!

Det svære valg
De gange jeg har været på F-Høj har niveauet af smørrebrødet altid været høj, og det var også tilfældet denne fredag.
Valget faldt på hele tre stykker smørrebrød fra deres overskuelige men indbydende menukort.
Tre stykker lyder måske ikke af meget, men det er nogle betragtelige stykker der bliver serveret, og det bør det naturligvis også være til en pris på 65 kroner per stykke.

F-Høj på hjørnet af Grønnegade og Åboulevarden
F-Høj på hjørnet af Grønnegade og Åboulevarden

Dagens valg lød således;

*Hønseæg med skaldyrssalat  og waldorf på pære og selleri
*Brændende kærlighed med bacon af landgris og bløde løg
*Roastbeef med pickles og sprøde løg.

Da jobbet kaldte senere på dagen måtte jeg undlade at prøve deres ellers interessante øl fra bryggeriet Vendia.
Det blev derfor til noget så fimset som et glas hyldeblomstsaft.
Et frisk glas med masser af smag skal det dog retfærdigvis tilføjes.

I gang med stykkerne
Smørrebrødet var som ved mine tidligere besøg på stedet af høj klasse.
F-Høj klasse fristes jeg til at skrive.
Vil især fremhæve stykket med den brændende kærlighed.  En for mig uprøvet version, der viste sig at være et lækkert bekendtskab.
Kombinationen af den bløde og cremede kartoffelmos og sprød bacon gjorde sig overraskende godt på brød.
Roastbeefstykket har jeg også ved tidligere besøg sat tænderne i.
Det er en fornøjelse at spise en så mør roastbeef med stedets ristede løg.   Deres ristede løg overgår med længder de normale ristede løg fra plasticbøtte, som du sikkert ofte møder på frokostbordet i de fleste danske hjem.

Stykket med æg og skaldyrssalat var mere ordinært. (eller hønseæg som stedet venligst gør opmærksom på, hvis du skulle være den 0,01% af befolkningen der forventer pingvinæg)
Stadig velsmagende, men noget tættere på hvad jeg selv formår at sætte sammen, når jeg smører mig en frokost derhjemme.

Selvom F-Høj også har en masse lækre og yderst indbydende dessertkager, så lod jeg disse fristelser være denne gang.   Mest af alt for min bankkontos skyld.
Tre stykker smørebrød og et glas hyldeblomst løb op i Kr. 215,-
Det er en artig pris for noget som nogle nok vil betragte som tre halve rugbrød og et glas saftevand, men lad mig understrege at der er tale om smørrebrød af sublim klasse.
Så skal din frokost en dag være ud over det sædvanlige, så er det F-Høj du skal slå et smut forbi.

F-Høj, Grønnegade 2, 8000 Aarhus C.
Hjemmesiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *