Schweinshaxe på Das Wirtshaus i Kiel

På en kort weekendtur til Kiel, hvor formålet var rockkoncert i byens berømte håndboldarena, skulle der i sagens natur også mad på bordet.
Svaret på den snigende sult blev Das Wirtshaus i det centrale Kiel.

Vi var tre flotte flotte fyre afsted; Historikeren, Løgneren og undertegnede Grisebasse, og vi ankom til Kiel så rigeligt med timer før koncerten.
Med så tidlig en ankomst valgte vi først at afprøve noget tysk bryg på byens irske værtshus, hvorefter vi var klare til at indtage dagens hovedmåltid.
Vi fandt frem til Das Wirtshaus, der ligger meget tæt på byens håndboldarena i det centrale Kiel, og vi blev hurtigt enige om at se dette sted nærmere efter i sømmene.
Kombinationen af at det var lørdag og at der var stor koncert i byen, gjorde at der var yderst travlt på Das Wirtshaus.
Historikeren var den eneste i vores trio der kunne begå sig på et tysk som andre end kassedamerne i Otto Duborg ville forstå, så han henvendte sig straks til en tjener og fik oplyst at alle borde på stedet var reserverede.
Vi var dog velkomne til at tage et af de ledige borde udenfor.
Det var en lørdag med milde temperaturer og eftermiddagsolen skinnede stadig ned på Kiel.
Beslutningen var nem.

Klassisk tysk husmandskost
På trods af travlheden var der hurtigt en tjener fremme ved vores nyfundne bord med både spise- og drikkekort.
Som navnet Das Wirtshaus delvist antyder, så var der tale om et menukort hvor klassiske tyske retter fylder meget.
Løgneren gik Schnitzel-vejen, mens Historikeren havde lyst til at lade en stor tyk currywurst glide ind i sin mund.
Selv kunne jeg mærke den velkendte svinelyst melde sig, så min tilfredshed var stor da jeg fik øje på menukortets schweinshaxe.
Ikke siden nogle omtågede dage til oktoberfesten i München sidste år havde jeg sat tænderne i sådan en omgang.
Schweinshaxe, der er en yderst populær spise i det tyske, består af det stykke af grisens ben, der sidder mellem foden (kloven) og knæet.
I Danmark kalder vi det svineskank, men vi spiser det langtfra så lystigt som tyskerne.

Das Wirtshaus Bitburger
Drikkevarerne ankom straks. Løgneren valgte at skylle sin løgnhals med en halv liter pilsner, mens Historikeren foretrak cola til maden.
Jeg gik mellemvejen og bestilte både en lille cola samt en halv liter øl – schweinshaxe er en af den slags retter, hvor det vil virke forkert ikke at drikke en øl til.
Hvor længe der gik inden maden kom erindrer jeg ikke, men ventetiden forekom yderst rimelig taget i betragtning af hvor travlt de så ud til at have på stedet.
Da jeg først stak min gaffel i schweinshaxen kunne jeg hurtigt fornemme at kunsten med at holde sværdene sprøde ikke helt var lykkedes.
Det var dog også det eneste min schweinshaxe fejlede for kødet var mørt og lækkert hele vejen igennem ind til benet.
Historikeren og Løgneren blev hurtigere færdig med deres ret end jeg var igennem min, så de begyndte at skæve misundeligt til min tallerken, og fik lov til at hakke deres gafler i den velvoksne svineskank, i jagten på noget af det smagfulde kød.

Das Wirtshaus facade
De kunne bekræfte mig i at det var noget yderst lækkert kød, og selvom man altid skal være påpasselig med hvad der kommer ud af Løgnerens mund, så virkede det til at han mente det helt oprigtigt.
Tilbehøret til schweinshaxen var brasede kartofler og sauerkraut. Begge dele serveret på tallerkenen med kødet. Ved siden af flød en tyk brun sovs.
En ægte Grisebasse som mig kunne godt have ønsket sig en slat mere sovs eller eventuelt en lille skål med ekstra sovs, men for den gennemsnitlige gæst der ikke er et svin med sovs som undertegnede, så var der formentlig rigeligt på tallerkenen.
Det var alt i alt et fremragende måltid indenfor sin genre.
Med lidt god vilje kan det kaldes for tyskernes flæskesteg med kartofler og brun sovs, men jeg finder dog kødet på svineskanken bedre end på den svinkekam som flæskesteg oftest laves af
Efter dette gode tyske måltid var bunden for lagt til en lang aften, der fortsatte med en fremragende koncert i håndboldarenaen og efterfølgende et endeløst antal øl i Kiels natteliv.
Det er ikke så ofte den gennemsnitlige dansker slår et smut forbi Kiel, men skulle lejligheden opstå, så kan du trygt smutte forbi Das Wirtshaus hvis det tyske husmandskøkken er noget for dig.

Das Wirtshaus, Holstenstrasse 88, 24103 Kiel
Hjemmesiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *