Burger fra Jackson’s på Klostertorv
For ganske kort tid siden lukkede Café Ministeriet på Klostertorv i Aarhus, men kun for kort efter at dukke op igen som ‘Jackson’s Pizza & Burger’
År 2017 blev med andre ord ikke mange uger gammel inden endnu et burgersted ramte byen igen.
Selvom der hos Jackson’s også er pizza på menuen, var det burgeren der i denne omgang skulle stå for skud.
Café Ministeriet der lå på stedet tidligere, har levet en omtumlet tilværelse i de seneste år.
I 2009 blev de erklæret konkurs sammen med Café Smagløs, de fortsatte dog i et nyt selskab og gik så desværre konkurs igen i 2015.
Sidste sommer overtog ervhervsmanden Per Dreyer Andersen begge steder, men han har tilsyneladende også måttet sande at Café Ministeriet var svær at tjene penge på, for det er ham der nu har valgt at åbne Jackson’s Pizza & Burger på stedet.
I modsætning til de mange burgersteder der skød op i Aarhus i løbet af 2016, så er Jackson’s ikke en ren burger joint, men et sted hvor du også kan stille sulten med en pizza eller toast af den amerikansk inspirerede slags.
Torsdag ved 14 tiden ankom jeg til stedet og tidspunktet var ikke helt tilfældigt, da Jackson’s indtil klokken 16 kører med et frokosttilbud, der betyder at et stort udvalg af deres pizzaer og burgere kan fåes til 49,- kroner.
Når du køber en burger hos Jackon’s er fritter og dip inkluderet i prisen, så der var med andre ord tale om en menu uden drikkevarer for en flad halvtredser.
Så Grisebassen blev i dagens anledning til en glad sparegris.
Der er masser af mulighed for at sidde ned i den gamle café – omkring 30 pladser er der.
Dertil er der nogle bord i en overdækket gårdhave, der dog på sådan en januardag så koldere ud end blikket i Rambos øjne når han vender en bazooka mod en beduinlejr.
Jeg satte mig ned og studerede menukortet og valget faldt hurtigt på deres ‘The Cheeseburger’, der som navnet antyder er den klassiske burger med ost.
Stedets eneste servitrice denne eftermiddag tog imod min bestilling.
Jeg valgte Curly fries som tilbehør og milkshaken skulle også prøves, da jeg håbede på svar om hvorvidt servitricens milkshake var bedre end Kelis’.
En jordbær en af slagsen til yderligere 49,- kroner.
Ventetiden var omkring 20 minutter før der var serveret. Ikke ubetydeligt, men inden for det rimelige og der var også andre på stedet end mig denne eftermiddag.
Burgeren så god og indbydende ud foran mig.
Den vippede lige på grænsen mellem at være en håndholdt fastfoodburger og en gourmetburger, men efter et kluntet forsøg på at spise den med hænderne, måtte jeg erkende at Jackson’s burgere må høre til gourmet kategorien.
Kniv og gaffel blev herefter fisket frem fra bestikholderen på mit bord.
Bollen var en god blød briochie lignende en, der måske – måske ikke, havde fået en anelse for meget i ovnen. Det må den individuelle smag dømme, men Grisebassen her havde foretrukket et minuts tid kortere bagetid.
Det ændrede dog ikke på at der alt i alt var tale om en rigtig fin bolle.
Bøffen til gengæld havde indiskutabelt fået for meget stegetid, og det er uanfægtet om man måtte være fan af den gennemstegte slags fremfor den, i Grisbassens øjne, korrekte rosa farve.
Der var ikke meget saft tilbage i bøffen og det var synd, for den var af en tyk størrelse med masser af kød i.
Den smeltede ost, som der bestemt ikke var sparet på, gav dog burgeren lidt af den “greasiness” som bøffen ikke kunne bidrage til.
Dressingen i burgeren bestod lidt uopfindsomt af mayo og ketchup i burgeren. Her kunne Jackon’s ellers nemt have hentet nogle nemme point.
De Curly fries der var med som tilbehør var gode og sprøde, der var ikke voldsomt mange og der er ikke tale om en “kartoffelfyldt” fritte, men ved siden af en burger der burde kunne mætte de fleste, så passede det ganske fint med en uprætentiøs omgang sprøde fritter.
Milkshaken var en lettere sag, hvor kalorierne ikke virkede til at dominere, men den havde en god afbalanceret jordbær smag.
Jeg har det dog lidt som Elvis Presley når det kommer til milkshakes og vil gerne have max kul på kalorierne, så det er en milkshake der vil tage flere kegler hos en tøs end hos en gris.
Samlet set mangler burgeren hos Jackson’s forbedringer for at gå hen og blive en der tales om i Aarhus.
Den gode bolle og størrelsen på bøffen trækker i den rigtige retning, men tilberedningen af bøffen bør kunne blive bedre, ligsom det vil klæde deres burger at de udtænker en god dressing.
Jeg er dog langt fra skræmt og vil helt sikkert give burgerne på Jackson’s en chance igen fremover.
Fra søndag til onsdag efter kl. 16 kører Jackson’s Pizza & Burger et All-you-can-eat koncept, hvor du frit kan gå ombord i størstedelen af deres burgere, pizzaer og toast for kun 99,- kroner
Et særdeles spændende tiltag for et ægte svin.
Det skal dog tilføjes at “The Cheeseburger” har en normalpris på 99,- efter klokken 16 og jeg gik mæt fra stedet, så det er nok begrænset hvor meget mere jeg ville have kunne fyldt på for pengene.
Konceptet giver dog en rigtig god mulighed for at flere personer kan tage afsted sammen og få smagt lidt af det hele som Jackson’s har at byde på.
Det må jeg endnu have til gode.
Burgeren hos Jackson’s Pizza & Burger får 3 ud af 6 grisetryner
Jackson’s Pizza & Burger, Klostertorvet 5, 8000 Aarhus C.
Hjemmesiden