Gastronomiske glimt fra Classic Race og Madmarked

Aarhus har summet af liv i weekenden, hvor flere større arrangementer har fundet sted.
Det største af dem alle var Classic Race, der har trukket tusindvis af tilskuere til byen.
Derudover er der også blevet afholdt et længe ventet madmarked i byen, hvor det Københavnske foretagende ‘Kødbyens Mad & Marked’ havde udset sig pladsen ved den gamle kulbro for enden af Jægergårdsgade som base.
Grisebassen her var på pletten til de to nævnte arrangementer og havde naturligvis medbragt en god appetit samt et kamera.

 

Classic Race

Gourmet Hotdog Au2parts

Efter at have tillusket mig et armbånd til Au2parts firmaområde, var min lørdag til Classic Race et daglangt ta’-selv-bord af fadøl, hotdogs og burgere.
Ud over den klassisk ristede hotdog, fik jeg mulighed for at sætte tænderne i overstående fætter.
En såkaldt Gourmet hotdog bestående af en grillpølse i brød, med tomatrelish, ostesauce og nachoskrymmel på toppen.
For dem der forbinder ordet ‘Gourmet’ med finere madlavning, vil det være skudt over målet at kalde sammensætningen af ristede hotdogs og nachos med ost for gourmet, men hvis disse to retter er noget du ynder at kaste i munden, så vil du givetvis også finde dig godt tilpas med denne fusionshotdog.
Selvom det ikke er stor madkunst var jeg positivt overrasket over resultatet.

Arizona Burger Au2parts
Arizona Burgeren er en burger du kan støde på til flere af landets store festivaler.
Den plejer at være yderst populær og der er også tale om en ganske fornuftig festivalburger.
Der var da også lang kø til samtlige af de 5-6 ekspedienter, for at få lov til at mæske sig i denne burger på Au2parts regning.  Tålmodighed var en dyd.
Personalet var hængt op hele weekenden, og de havde derfor ikke helt så meget tid til at kæle for detaljen som de ellers plejer.
Smagsmæssigt var resultatet dog stadig fint i denne burger, der udover bøf indeholder bacon, dressing og salat.
Det er Djurs Festivalfood (bedre kendt som Arizona Food) der står bag både Gourmet Hotdog og Arizonaburger.
Skal du til nogle større festivals i Danmark i løbet af sommeren, så er der en pæn chance for at du støder på dem.

Djurs Festivalfood hjemmeside

 

Camera_icon


Kødbyens Mad & Marked – Sommermarked ved Kulbroen

Kødbyens Mad og Marked

Der er blevet talt meget om madmarkeder i Aarhus det sidste års tid, men det var et Københavnsk foretagende der skulle blive de første til at gøre alvor af den meget snak.
Fra fredag til søndag af holdte de madmarked og ud fra antallet af mennesker på pladsen at vurdere, så var der tale om en stor succes.
Når Københavnere holder marked skal det naturligvis foregå til tonerne af dancehall, reggae og følsomt hiphop, i stedet for bare at spille noget Johnny Madsen som vi alle gider at høre.
Sommeren var dog kommet til Aarhus denne weekend, så jeg lod mig ikke knække af den slags øresnavs.

Porchetta Sandwich Kulbroen Madmarked
Mit første besøg på det nye madmarked var lørdag aften, nogle få timer efter dagens Classic Race.
Jeg havde tre kvarters tid førend jeg skulle indfinde mig hos et hold venner i nærheden til Champions League finale i TV akkompagneret af en masse kolde øl.
Selvom Kødbyen var vært ved weekendens marked, var der dog også sluppet både veganer- og vegetarmad ind til markedet.
Vi lever dog heldigvis (endnu) i et frit land, så jeg tog mig friheden til at gå på jagt efter noget med dyr.
Jeg fandt mig overstående italienske porchetta sandwich som Københavnske La Fattoria står bag.
La Fattoria gør sig i gademad og import af italienske fødevarer.
Det saftige svinekød i den friske bolle var marineret i vin og urter, og dertil var der både ost, aioli og tomat i.
65,- kroner måtte jeg slippe og det var en i orden pris for en saftig og dejlig porchetta sandwich.
De kunne dog godt have sparet lidt på tomatpuréen.
Som det møgsvin jeg er kunne jeg naturligvis ikke styre bollen og kort efter havde jeg tomat i skridtet, så jeg pludselig lignede en lesbisk fribløder på vej til Femølejr.

La Fattoria hjemmeside

 

Veggiesvin Kulbroen
Søndag eftermiddag med efterveerne fra lørdagens kolde øl, tog jeg atter en tur til madmarkedet og endte med at købe den skønhed, der ses afbilledet over disse linjer.
Da jeg først faldt over madvognen ‘Veggiesvin’ var jeg sikker på at der var tale om et hipstersmart vegetabilsk erstatningsprodukt for svinekød.
Jeg tog dog helt fejl.
Vognen solgte to produkter. En svinesandwich og en vegetarburger og navnet ‘Veggiesvin’ forsøger blot at illustrere dette.
Om denne helt nystartede Nordsjællandske madvogn har et brandingproblem eller jeg bare ikke var skarp nok på dagen – det må foreløbig stå hen i det uvisse.
Efter at have fået afklaret misforståelsen bestilte jeg straks en sandwich med svin hos en af de to yderst præsentable piger i vognen.

Veggiesvin
Flæskestegen skulle efter sigende komme fra nogle fritgående og meget lykkelige grise, mens sandwichbollen er bagt på et familieejet bageri.
Både rødkål og agurkesalat er hjemmelavet og selv trøffelmayo’en i sandwichen er hjemmerørt.
Nu kan enhver jo omkostningfrit påstå at deres produkter er hjemmelavede, alt imens de handler færdigvarer i Dagrofa, men med denne  sandwich var jeg ikke et sekund i tvivl om at det passede.
Jeg har smagt mange ribben- og flæskestegssandwiches gennem tiden, men den jeg fik hos ‘Veggiesvin’ i søndags overtrumfer dem alle med længder.
Sværene var saltede og sprøde, som de ellers kun har været det på flæskestegen juleaften i barndommen og resten af svinet var ét stort og mørt stykke kød.
Både rødkål og agurkesalat har aldrig smagt friskere og bedre i en sandwich og trøffelmayo’en førte oplevelsen til uanede højder og gik fantastisk i spænd med kødet.
Hvis råvarerne er ligeså gode i deres vegetarburger, så er der en reel chance for at jeg giver den et forsøg en anden gang.
Hvornår jeg igen får chancen for en svinesandwich fra Veggiesvins madvogn ved jeg ikke, men på Facebook kan vognens vej følges og forhåbentlig krydser den Aarhus igen.
60,- kroner var i øvrigt prisen for en bid af grisehimmelen – et rent scoop.

Veggiesvin på Facebook

 

Kulbroens Madmarked
Boder på madmarkedet
Foodtrucks Kødbyens Mad og Marked
Madvogne/foodtrucks på Kulbroens marked
Kødbyens Mad og Marked Aarhus
DJ’en spiller op lørdag aften og mad afløses af drikkevarer
La Fattoria Madmarked Aarhus
Porchetta sandwich undervejs hos La Fattoria

 

Kødbyens Mad & Marked hjemmeside

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *