En god Pita i Aarhus har i årtier været synonym med Jacobs Pita i Vestergade.
Det har skam været muligt at få pita andre steder i byen, men ingen steder har specialiseret sig i denne spise og ingen har rigtigt kunne leve op til dem de lavede på Jacobs.
Det var da derfor også med en vis portion vemod at nyheden ramte mig omkring lukningen af hele Jacobs’ foretagene på Vestergade.
Så åbningen af The Pita Corner kun få uger før Jacobs lukkede og slukkede, var et godt timet indtog på den Aarhusianske madscene.
Det store spørgsmål var om The Pita Corner kunne løfte arven efter Jacobs Pita.
Det skulle jeg for alvor finde ud af den 1. januar, da jeg vågnede op med de obligatoriske nytårstømmermænd og havde brug for et måltid at sunde mig på.

De gange jeg havde passeret The Pita Corner efter åbningsdatoen, havde der ofte været kø, og det var ikke anderledes på en 1. januar, hvor beboerne omkring Vesterbro Torv konkurrerede om at se mest sølle og bagstive ud.
Det virkede lidt paradoksalt at skulle se på Uni-fyre i køen, der havde ondt af sig selv efter nytåret, når de formentlig ikke havde indtaget en fjerdedel af den mænge alkohol, som en gennemsnitlig stamkunde på det nærliggende værtshus ‘Hjorten’ kan klare på en almindelig tirsdag aften.

Mad fra bunden
På trods af køen blev det dog forholdvis hurtigt min tur til at bestille.
Det er ret simpelt at bestille.
Du vælger først om din pita skal være med lyst brød eller fuldkornsbrød.
Herefter er der fem forskellige fyld at vælge imellem;  Lam, oksefilet, kyllingebryst, oksebøf eller falafel.
Med andre ord, ingen svin til Grisebassen, men det er nu heller ikke i en pita at svinet gør sig bedst.
Den sidste store valgmulighed var dressingen og også her var der fem valgmuligheder.
Urt, pesto, karry, hummus og hvidløg, hvor sidstnævnte aktuelt blev den jeg valgte at få sammen med lam i pitaen.
Jeg valgte derudover at opgradere min pita til en pitamenu og det betød at jeg ud over at få en dåse sodavand, yderligere skulle vælge mellem kartoffelbåde og råstegte kartofler til pitaen samt en dip til disse.
Det blev til råstegte kartofler med chilimayo.

Der er hele tiden 3-4 fyre i sving på den meget begrænsede plads i The Pita Corner og det er ret imponerende at de kan få det til at fungere på så lidt plads.
Jeg har på det hedengangne Buddy Holly i Frederiksgade mødt piger, der alene og med en flaske madolie i hånden ikke ville kunne klemme sig ind på den plads de ansatte har at gøre med på The Pita Corner.
På trods af et mindre kaos i det lille køkken, så var der både tid til at yde høflig service og tilmed spørge ind til om jeg ønskede mit lam mellem- eller gennemstegt.
Både pitabrød og kød bliver lavet fra bunden og de salatingredienser jeg bagefter kunne vælge, skulle efter sigende også være forarbejdet af The Pita Corner selv, og det var der absolut ingen grund til at betvivle.
Det var i en sublim klasse og langt fra at være færdig snittede industriprodukter.
Jeg valgte grøn salat, syltet rødløg, syltet fennikel, agurk, peberfrugt og coleslaw i min pita sammen med lammet og hvidløgsdressingen.
Især den syltede fennikel og coleslawen var med til at gøre pitaen til en fænomenal oplevelse i munden.
Jeg har efterfølgende genbesøgt The Pita Corner og kan konstatere at der godt kan være en lille variation i salatfyldet, hvilket giver en god adspredelse og nye kombinationsmuligheder.

Menuen med hjem
Der er kun to siddepladser på The Pita Corner og på grund af den store gennemtrængsel i indgangen, var det alt for koldt at sidde derinde på sådan en januardag, så maden tog jeg med mig de to minutters gang hjem til mig selv.
Det var helt igennem en fantastisk pita jeg her kunne nyde akkompagneret af en fin portion råstegte kartofler og skyllet ned med yndlings sodavanden Dr. Peppers.
Det saftige lammekød i det nybagte pitabrød og de friske forarbejde grøntsager gav til sammen en lille bid af paradis.
Det var uden sammenligning den bedste pita jeg har nydt.
The Pita Corner er ikke bare en værdig arvtager efter Jacobs Pita, de overgår også det nu lukkede steds pitaer med flere længder – og det på trods af at Jacobs bestemt lavede en rigtig god pita.

Er der så slet intet skidt at sige om The Pita Corner?
Hvad angår maden, absolut nej!
Den eneste anke ved mine nu flere besøg hos The Pita Corner, er at der på grund af deres stigende popularitet ofte er gang i mange bestillinger og de derfor af og til glemmer hvem der har bestilt hvad, således at jeg en enkelt gang måtte lide den tort at se en anmassende fruentimmer der bestilte efter mig, triumferende kunne forlade stedet før jeg endnu havde fået min bestilling.
Dette er dog et mindre problem, der er glemmes når tænderne først er sat i deres fantastiske pita.
Hvad prisen angår, så er der på det punkt også grund til begejstring.
48,- kroner koster denne kvalitetspita hos The Pita Corner.
Skal der opgraderes til en menu koster det blot 25 kroner ekstra.
Altså som i kun femogtyve kroner – for at tilføje en 33 cl sodavand, en portion kartofler og tilmed en dip til disse.
Det er lige før nogen burde advare dem om at de snyder sig selv.
The Pita Corner har taget konceptet pita til et niveau, hvor jeg har svært ved at se dem blive overgået her i byen.
I hvert fald er det de leverer i øjeblikket, den bedste pita Aarhus hidtil har set.

The Pita Corner, Vesterbro torv 17, 8000 Aarhus C.
Facebooksiden

Indlægget The Pita Corner sætter nye højder for pita i Aarhus blev vist første gang den .

På en skøn eftermiddag i festugens spæde start, nød jeg lidt læskende koldt at drikke på byens nyeste beværtning Teaterkatten.
Sulten begynde dog at melde sig hos Grisebassen her, og det samme var også tilfældet i resten af selskabet, der bestod af Løgneren, Historikeren og sidst nævntes bedre halvdel, Malkepigen.
Der blev taget en hurtig beslutning om at tjekke det nye Aarhus Street Food ud og så gik turen mod Rutebilstationen.
Aarhus Street Food ligger i en gammel busgarage, hvor boderne er sat op omkring en masse borde og bænke, så der er rig mulighed for at sidde ned.
Det kan dog diskuteres hvor meget ‘Street’ der er over madboder i en garage, men lad gå da.
Til gengæld vil Grisebassen ikke lade det sidde overhørigt, at navnet på stedet er blevet det engelske Aarhus Street Food!
Det er fint nok at diverse kreative hoveder tager til New York og lader sig inspirere af tidens madtrends, men det kan ikke passe at det kun er svenskere og islændinge der kan finde ud af at oversætte engelsk til deres eget sprog.
Det er ikke streetfood – det er gademad!  Og på Aarhusiansk udtales det ga’emad.
Så skulle den ged være barberet og fremover kommer I forhåbentlig ikke til at høre Grisebassen tage ordet ‘Streetfood’ i sin ellers nok så beskidte mund.

Indenfor i hallen kiggede vi rundt på de forskellige tilbud og da vi alle syntes at ‘Duck it’ og deres Pulled Duck så lækkert ud, endte det med at blive denne bod som vi gik til angreb på.
En Pulled Duck Burger koster 80 kroner hos ‘Duck it’ og 90 kroner hvis der skal en skive ost i.
Der var en mindre kø til boden, men der blev arbejdet hurtigt og effektivt i den røde vogn, så vor floks tre hankøn kom hurtigt til bestilling og modtagelse af maden, alt imens Malkepigen fandt et ledigt bord i den fyldte hal.

Sulten Løgnhals
Jeg var sidste mand til at bestille og efter jeg satte mig til bords, var der dårlig nok gået to minutter førend Løgneren havde spist op og presset hele andeburgeren ned i sin lange løgnhals.
Nok var han særdeles sulten, men det var desværre også et udtryk for at Duck It Burgeren er af en størrelse, hvor den meget hurtigt får ben at gå på.
Duck It burgeren består af en briochebolle, trukket and, salat, løg og dressing.  Ganske enkelt  – ikke en masse smart ekstrafyld uden formål her.  Ud over den ost vi selv  havde valgt, forståes.
Bollen var til den klart for tørre side.  Den bløde og smøragtige fornemmelse der normalt kendetegner en briochebolle var ikke til stede her. Det virkede ganske enkelt til at den havde fået for meget i ovnen.
Historikeren og Malkepigen var enig i dette, mens Løgneren vist bare tænkte på næste måltid mad.

Den trukne and er ifølge Duck It selv, lavet af Confit de canard.
For dem der ikke har læste tykke kokkebøger, vil det kort skrevet sige af andelår, der er krydrede, saltede og kogt i eget fedt.
Andefyldet var da også yderst saftigt og ganske smagfyldt. Det var synd at bollen ikke kunne følge med kvaliteten af den trukne and, for så kunne der have været tale om en ret så lækker godbid.
Med tryk på godbid.
For størrelsen af Duck It burgeren kunne efter alles mening ikke bære prisen på de 90 kroner med ost.
Ingen af os blev mætte som det må forventes, når der slippes den sum penge for en solo burger.
“Jeg blev ikke blown away af den burger,” sagde Historikeren efter at have afsluttet måltidet.
Heller ikke Historikeren fandt det danske sprog nyttigt i dagens anledning hos Aarhus Ga’emad, men han har også været i New York for ikke så længe siden.
Løgneren, der virkede særlig sulten denne dag, skyndte sig efterfølgende hen til hallens shawarmabod for at stille sulten, mens vi andre mere beskedent nøjedes med en dessertpandekage.
Aarhus Ga’emad virker dog som et interessant koncept, så på trods af at sulten ikke blev helt stillet, af denne Pulled Duck Burger, så var dette formentlig blot et af mange kommende besøg i den gamle busgarage.

Aarhus Street Food, Ny Banegårdsagde 46, 8000 Aarhus C.
Aarhus Street Food på Facebook
Duck It på Facebook

Indlægget Duck it, der er kommet ga’emad til Aarhus. blev vist første gang den .

Ffood på Vesterbro Torv i Aarhus er en af den slags steder.
På trods af at stedet har eksisteret i omkring to år og undertegnede Grisebasse dagligt vandrer forbi, så havde jeg indtil i tirsdags ikke prøvet at svine mig til derinde.
Hvad F’et i navnet Ffood står for er lidt uklart.
Det første engelske F-ord der strejfer mine tanker er særdeles upassende til et spisested.
Skulle der være tale om en dansk-engelsk sammentrækning, bliver det om muligt endnu mere upassende med det eneste danske F-ord der florerer i min bevidsthed.

Ffood ligger på en anelse anonymt på Vesterbro Torv mellem en kiosk og en frisør.
Jeg har altid anset størstedelen af butikkerne omkring torvet for at være særdeles uinteressante, så det er formentlig en af grundene til at Ffood er blevet ignoreret.
To flinke ungmøer stod ved kassen da jeg kom ind på stedet, og så virkede de forkastede F-ord alligevel ganske rammende.
Jeg bed dog også mærke i at stedets slogan er ‘Freshly made to go’, så måske det blot er ordet ‘Fresh’ der er løsningen på denne rebus.
Der er kun ganske få pladser ved vinduet, hvor det er muligt at sidde og spise, så”to go” er et forståeligt slogan.
Der var dog plads til Grisebassens baconmås – så jeg kunne roligt bestille.

Svinesund
Menuen på Ffood består primært af sandwiches, salater og friskpresset juice. Vi er med andre ord ude i et menukort, hvor kalorierne ikke fylder helt så meget som de plejer, når et ægte svin folder sig ud.
Det skulle dog ikke afholde mig fra at prøve en af deres sandwiches.
Jeg valgte deres ‘Roast’ bestående af roastbeef, ristede løg og hjemmelavet remoulade.
Til at skylle herligheden ned med, var der ud over juice også et lille udvalg af milkshakes og det kunne jeg naturligvis ikke lade gå overset hen.
Et styk bananmilkshake blev udvalgt, på trods af at de også her har sig en kalorielettere udgave lavet på minimælk.
Milkshaken kom stort set prompte og ikke længe efter var sandwichen også klar.

Min første indskydelse var, at der ikke var sparet på grønt i den sandwich.
Heldigvis havde de ikke glemt hverken roastbeef, ristede løg eller remoulade, selvom det grønne overtog synsindtrykket – kun afbrudt af frisk rødløg.
Så på trods af det grønne indtog af babyspinat, fik jeg stadig den gode smag og fornemmelse af et klassisk dansk roastbeef-stykke.
Surdejsbrødet var markant anderledes end det brød der omgiver mere traditionelle sandwiches – og det er til den gode side forståes.
Et godt stykke sprødt brød der smagte af noget, og ikke blot var et stykke alibi-hvedebrød.
Samlet set er Ffoods sandwich et stykke godt håndværk med råvarer der kan smages.
Det eneste der kan sættes en finger på er størrelsen – for den var lige i underkanten til at kunne mætte en voksen mand.
Milkshaken kunne derimod ikke helt leve op til den gode sandwich.
Cremede og slibrige og milkshakes som jeg elsker at svine mig til i, er altså ikke muligt at lave på minimælk.
Den smagte dog hæderligt, men var så kold at jeg 3-4 gange fik en solid omgang brainfreeze.
Det har dybest set heller aldrig været meningen at en milkshake skal være sund, så en friskpresset juice havde jeg formentlig haft mere glæde af, når det nu også virker til at være et af stedets spidskompetencer.
Lad hermed denne lektie være videregivet.
Hvis du i mellem dine rationer af god øl og junkfood har behov for at indtage et mindre kaloriefyldt måltid, så er en sandwich fra Ffood et fremragende bud.
Skyl ned med en friskpresset juice for der kan ikke succesfyldt gåes på kompromis med kalorierne i en milkshake.

Ffood, Vesterbro Torv 8, 8000 Aarhus C.
Hjemmesiden

Indlægget Sandwich og shake på Ffood ved Vesterbro Torv blev vist første gang den .

Der var 12 forskellige pizzaer på menukortet, hvoraf den ene var en børnepizza.
Et overskueligt udvalg og ud fra beskrivelserne at dømme var det da også tydeligt at det er den klassiske italienske stil der findes på menukortet.
Den hakkede oksekød (eller nogle gange ligefrem hestekød) og kebab er der ikke noget af på menukortet. Skinker og italienske oste er det til gengæld langt nemmere at få øje på som pizzafyld.
Jeg valgte deres nummer 4, en Prosciutto med tomatsauce, mozarella, parmaskinke, rucola, tomat og basilikumpesto.
Min favorit citronvand, det italienske mærke San Pellegrino, var at finde i deres køler, så sådan en nappede jeg også.

Smagen af gode råvarer
Som eneste gæst i pizzeriaet var ventetiden ikke lang inden jeg fik en særdeles indbydende skive stillet foran mig.
Både rucola og tomater strålede af at være helt friske, og selvom grøntsager naturligvis er det mindst vigtige på en pizza for en mand, så tegnede det dog allerede her lovende.
Jeg blev heller ikke skuffet over resten af pizzaen.
Bunden var tynd og sprød som meget få pizzeriaer formår at lave det. Ikke noget helvede af blødt og fugtigt brød her.
Der var tale om en meget tilfredsstillende smagsoplevelse, hvor alle ingredienserne smagte af noget. Tomatsaucen smagte naturligt, grøntsagerne så ikke kun friske ud, men smagte også sådan og både parmaskinke og ost var næppe taget fra nederste discounthylde.
Selv mange pizzaeriaer i Rom må se sig slået her.

Oftest når jeg har fortæret en pizza sidder jeg tilbage med en opsvulmet følelse af  kaloriefyldt junkfood, men det var ikke tilfældet her.
Jeg gik derfra med en dejlig tilpas-mæt følelse, ikke mindst fordi jeg ikke skulle spiste mig gennem en blød hvedebrødsbund, men satte tænderne i kvalitet fra ende til anden.
Prisen for skiven var Kr. 85,- og generelt er priserne 20-25 kroner dyrere end hos de tarvelige “standardpizzaeriaer”.
De ekstra penge er dog yderst godt givet ud og jeg har endelig fundet et pizzeria i nabolaget som jeg glæder mig til at vende tilbage til.

Pizza Adagio, Åboulevarden 57, 8000 Aarhus C.
Pizza Adagio på Facebook

Indlægget Pizza Adagio – kvalitetspizza i Aarhus blev vist første gang den .

Svinske muligheder og shakes
Der er seks forskellige toast at vælge imellem på Toast It. De to af dem er vegetarudgaver, så de var selvklart udelukket, selvom jeg da ikke vil påstå at grillet aubergine ikke er noget som Grisebassen her nok kunne få klemt ned med velbehag.
Der er dog også hele to toastmuligheder hvor svin indgår. Herligt!
Og så endda helt uden hjælp fra Randers kommune.
Den ene svinske mulighed er gourmetversionen af parisertoast, som blandt andet indeholdte fransk landskinke. Den anden svinske version var med porchetta og lød bestemt også god.
For en sjælden gangs skyld valgte Grisebassen at gå udenom den smagfulde gris.
Toast It kunne nemlig også byde på en Beef’n’ Double cheese toast eller med andre ord; en moderne gourmetudgave af den gamle klassiske cowboydertoast.
Denne gamle klassiker som jeg har fortærret i utallige idrætshaller og på flere festivalpladser måtte jeg simpelthen smage i gourmetudgaven.

Blandt drikkevarer var der mulighed for at bestille både kaffe, the, saft og sodavand, men der var også en række interessante milkshakes, så Grisebassen skulle selvfølgelig svine sig til på ypperste vis.
Jeg er ikke den store gris efter chokolademilkshakes, men da Toast It fristede med en Nutella-milkshake, så lød det alligevel for fristende til at jeg kunne ignorere det.
Bestillingen kom derfor til at lyde på en Beef’n’Double cheese toast og en Nutellashake. Betalt med mobilepay, som stedet foretrækker fremfor betalingskort.

Surdejsbrød og chilikompot
Der er 16-18 siddepladser på Toast It inklusiv en række barstole ved en disk, og der var kun 8-9 sidende gæster mens jeg var der, så jeg fandt et bord at sætte mig til rette ved.
En toast må dog i særdeleshed siges at være noget der kan tages med på farten og spises i hånden, så havde der været optaget på siddepladserne var der ingen skade sket.
Der gik under 10 minutter førend jeg fik serveret toast og nutellashake.
Der er meget langt fra studietidens kvadratiske hvedebrødstoast og så til denne velvoksne grillede surdejstoast der nu lå foran mig.
Toasten bestod af to store stykker surdejsfranskbrød og imellem de stykker var der saftigt krydret oksekød, cheddar, lagret havarti, løg og chilikompot.
Den havde fået en god tur på grillen, så brødet var perfekt lysebrunt og sprødt.
Blandingen af det krydrede oksekød og den smeltede ost føltes guddommelig i munden, og så fungerede smagen af chilikompotten virkelig godt og gav toasten en ekstra og overraskende dimension.
Mæthedsfaktoren af denne toast var også godkendt.  Sådan en toast holder dig ikke mæt resten af dagen, men du kan holde dig fint kørende i flere timer.
Jeg havde tilmed min nutellashake til at toppe op med og det hjalp naturligvis også på det.
Nutellashaken var lige præcis så god som den lød.  En kaloriefornøjelse.
Der blev aldrig kvalmsød som jeg frygtede, men havde en god afstemt balance mellem nutella og vanilieis.

Som det muligvis kan fornemmes, så kaster jeg min svinske begejstring over dette sted.
Toast It er en gave til Aarhus’ og tilmed en gave alle kan komme i nærheden af.
Jeg betalte Kr. 50, for min toast.  Hvis man kan nøjes med en flaske sodavand til toasten, så tager de kun 15 kroner for den hos Toast It
Der kan altså spises og drikkes for sølle kr. 65,- hvis man ønsker det.  Så der er ikke rigtig nogen grund til ikke at give Toast It et forsøg.

Toast It, Klostergade 68, 8000 Aarhus C.
Hjemmesiden

Indlægget Svinegode toast i Aarhus hos Toast It blev vist første gang den .

Det var indrømmet ikke nogen spontan tur på Havnens Perle.  Jeg havde fået fat i en af de her billige sweetdeals, der gjorde at jeg kunne få to bøfsandwich og en stor gang pomfritter til halv pris.
Betingelserne i sweetdealen gjorde dog at denne lørdag var absolut sidste chance for at bruge mit dealbevis inden det udløb.
Normalt forstår jeg ikke at byens spisesteder gider at hoppe med på deals fra sweetdeal, downtown og hvad alle de her dealsites nu hedder.
Hvis et spisested laver god nok mad, burde det være unødvendigt at sælge ud til halv pris, samtidig med at dealsitet også tager en stor luns af pengene.
Mine oplevelser med disse deals har da også været meget svingende og primært til den dårlige side.
Der er alt for mange småfuskere og yderst tvivlsomme spisesteder, der vælger at bruge dealsites som deres indkomstgrundlag.
Nuvel, jeg kender heldigvis Havnens Perle fra flere tidligere besøg og stedet har en nærmest legendarisk status i Aarhus, så jeg var ikke utryg ved at skulle benytte denne sweetdeal.
Det der gjorde mig lidt nervøs var om der her på sweetdealens sidste dag ville være overrendt af folk, der ligesom mig også skulle have denne deal afviklet.

Ventetid og glemt bestilling
Jeg allierede mig med min ven Behandleren, der ligesom jeg også var endt i samme bunke ølflasker natten forinden, og derfor så nogenlunde ligeså miserabel ud som jeg.
Mine bange anelser holdt desværre stik og der var kø, da vi efter en gåtur med frisk byluft ankom til Havnens Perle.
Langt størstedelen skulle have bøfsandwich via sweetdeals, og på trods af at der var 5-6 mennesker på arbejde, så gik betjeningen yderst trægt.
De ansatte piskede godt nok rundt i køkkenet, men selv en eftermiddagskø på Borgerservice ville have føltes hurtigere end betjeningen ved disken denne lørdag.
Efter et kvarters tid kom vi endelig til. Fik afleveret dealbeviset. Bestilt to store colaer. Fundet os en siddeplads.
Og så gik tiden ellers igen, alt imens vi kunne følge det ene sultne møgøre efter det andet afhente deres bøfsandwich, mens vores udeblev.
I den tid bemærkede vi at der var utrolig beskidt på alle bordene og på stedet.  Personalet have givetvis en usædvanlig travl lørdag eftermiddag, men det var lidt foruroligende hvor lang tid der gik imellem at der kom en og fik ryddet af bordene efter de spisende kunder.
Selv en Grisebasse gider ikke spise i en svinesti.
Da vi efter 20 minutter kunne se folk, der var ankommet efter os, afhente deres mad, så begyndte en lille klokke at ringe.
Mistanken var god nok – vores bestilling var forsvundet, glemt, borte.
“Kan du huske hvem der tog imod bestillingen?” spurgte tøsen bag disken da vi henvendte os.
Og nej, det kunne vi ikke. Prøv med en nedringet bluse, hvis I vil efterlade et indtryk som to tømmermændsramte trætte gamle drenge skal fremkalde igen.

Danmarks tidligere bedste
Efter endnu lidt ventetid fik vi dog vores mad uden yderligere afhøringer.
Bøfsandwichen på Havnens Perle er blevet kåret som Danmarks bedste i 2012 og 2014.
Den er før blevet kritiseret for at være for fattig med sovsen og den kritik har jeg været forholdsvis enig i.
Da bøfsandwichen kom på bordet, kunne jeg dog med det samme konstatere at den kritik er blevet taget til efterretning.
Der manglede bestemt ikke sovs, og generelt så det ud til at den havde fået lidt mere volumen, siden jeg smagte den sidst.
Bøffen – som trods alt er den vigtigste ingrediens i en bøfsandwich –  var der ikke en finger at sætte på.
Den var saftig og frisk i smagen som sådan en bør være.

Sovsen kunne godt have haft en lidt højere temperatur, men det er helt afgjort en god tyk sovs, så det er lækkert at de endelig har fået mere af den på tallerkenen.
Der var som skrevet rigeligt med fyld i, men når det kommer til ketchup og sennep var der efter min mening alt for meget i.
Jeg formoder deres ketchup og sennep er en almindelig pølsemandsversion fra plastflaske, og især sennep af den slags bidrager efter min mening ikke positivt i en bøfsandwich.
Senneppen tager smagsfokus fra agurkesalaten og de forskellige slags løg, og gør derved smagen af disse til en lidt ordinær oplevelse.
Stod det til Grisebassen her, skruede de ned for i hvert fald sennep, men også gerne ned for deres ketchup.
Det bør være de hjemmelavede ingredienser der skal dominere smagen, og ikke middelmådigt indhold fra plasticflasker.
På trods af en hæderlig bøfsandwich, så var helhedsoplevelsen dog ikke så god denne lørdag på Havnens Perle, når service og betjening medregnes.
Ja, jeg kunne have ladet været med at trække min sweetdeal til sidste dag hvor hele pøblen møder op, og Ja, Havnens Perle er en Grillbar og ikke en restaurant med fuld service.
Men lidt almen rengøring og bordafrydning ville nu stadig have klædt stedet, der trods alt kalder sig “Dansk Diner” og inviterer til at spise på stedet.
Dertil vil et køligere overblik i travle perioder heller ikke skade helt.

Havnens Perle, Sverigesgade 5, 8000 Aarhus C.
Hjemmesiden

Indlægget En svinesti på Havnens Perle blev vist første gang den .

I dag er de suspekte og sjove værtshuse væk. En trist tendens der desværre også breder sig til andre steder i byen.
De venstreorienterede er der endnu, men de fylder heldigvis ikke så meget i gaden som tidligere.
De dukker primært op når Mejlgade kalder til mangfoldighed.
Mejlgades mangfoldighed består dog glædelig vis mest af et stort gastronomisk udbud, og gaden er blevet til et centrum for billig og god mad i Aarhus.
Her kan selv byens fattigste playboys invitere damerne ud til ordentlig mad.
Det startede sådan set med det gamle værtshus Sct. Oluf, der pludselig blev til en restaurant med bistromad på gourmetniveau til overkommelige beløb.
Sidenhen er masser af andre forskellige spisesteder fulgt trop med mad til venlige priser.

Mad med fingrene
Det er dog ikke Sct. Oluf der i dette indlæg er genstand for mit besøg, men derimod et af de helt nye steder, VACA, der åbnede i april sidste år.
På en længere spadsertur i Aarhus endte jeg med at gå igennem Mejlgade, hvor sulten klart nok meldte sig ved synet af alle spisestederne.
Det var derfor mere eller mindre spontant, at jeg pludselig fandt mig selv på VACA. Et sted jeg aldrig tidligere havde besøgt.
VACA har slået sig ned på at være et takeawaysted med mexicansk fingerfood.
Menukortet fyldte den ene væg, og det var ud fra det at jeg så skulle vælge dagens middag.
Forretten var et nemt valg.
Majskolber med mayonaise og ost til 30 kroner var et åbenlyst valg, når man nu som mig har samme forhold til kogte majskolber, som Peter Plys har til honningkrukker.
Hovedretter havde alle en pris af kroner 58,-
Til den pris er der ingen grund til at svede i køkkenet derhjemme.

Valget faldt på saml-selv Tocas.
Jeg er hverken bevandret i det mexicanske køkken eller de spanske sprog, så hvad Tocas helt præcis dækker over skal jeg ikke kloge mig på, men i dette tilfælde var der tale om fire mini-tortillas med tilbehør.
Som kødfyld til mine tortillas valgte jeg Chió Vap (Krydret oksekød) selvom en latinoskønhed bag disken forsøgte at overbevise mig om at jeg skulle vælge den langtidsbraiserede okse.
Til at skylle det hele ned med nappede jeg en den mexicanske øl Sól.

Forret smagte af mere
Der er begrænset med plads på selve stedet.
Et noget ucharmerende metalisk langbord er eneste mulighed for at sidde og nyde sin mad.
Nuvel, det er også et takeaway sted.
Majskolber og den kolde øl blev serveret stort set med det samme, så jeg var hurtigt over begge dele.
Osten og mayonaisen som kolberne var gratineret med, gjorde det til så lækker en oplevelse, at jeg kortvarigt overvejede at bestille en portion mere.
Jeg besindede mig dog og gik i gang med mine tortillas.
De fire hvedetortillas var serveret i en lille foliebakke og i to andre foliebakker var der henholdvis krydret oksekød samt kål og løg med lime.
Det er formentlig de samme foliebakker det serveres i, hvis du vælger maden som takeaway.
Jeg fik to dressinger med.  Cremfraichedressingen er obligatorisk, og dertil vælger man selv dressing nummer to, som i mit tilfælde blev en BBQ sauce.
Der er med andre ord rigeligt med dressing.

Griseri i hånden
Problemet ved at spise på stedet opstod da jeg skulle samle de fire tortillas.
Der var ingen tallerken – ikke engang en lille en af pap – med til maden.
Jeg skulle derfor sidde og samle de fire tortillas i hænderne, da sølvbakkerne jo var fyldte.
Det var noget værre bøvl med dressing og kål der røg ud af mine tortillas.
Så jeg sad der med fedte dressingfingre, og uden adgang til en håndvask. Øv, for den.
Fingerfood i sin ypperste form vil folk med Ja-hatte på nok påstå, men jeg synes det var ski’e træls, for nu at udrykke mig på Aarhusiansk.
De fire tortillas var som den slags forventes. Fladt hvedebrød ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden.
Kålen var sprød og frisk, og klart at foretrække fremfor den icebergsalat mange sikkert selv vil bruge.
Kødet var en smule kedeligt, og jeg burde nok have lyttet til latinoskønheden, da hun anbefalede mig den langtidsbraiserede okse.
Til det hele kunne jeg nyde min kolde Sól.
Det er ikke en øl der smager af meget, men til krydret mexicansk mad kommer den for alvor til sin ret.

116,- kroner kostede hele måltidet mig.  Det er en yderst rimelig pris for to retter og en øl.
Hvis man er til mexicansk mad, så er VACA værd at bestille mad med hjem fra.
Men lad mig understrege – brug det som takeaway.
Som maden blev serveret da jeg var der, så var det noget rod at spise den på stedet.
VACA kalder sig et takeawaysted og det er også sådan det bør benyttes.

VACA, Mejlgade 17, 8000 Aarhus C.
Hjemmesiden

Indlægget Mexicansk i Mejlgade blev vist første gang den .